I dag kan der ikke sendes strøm mellem Sjælland og Jylland-Fyn, men fra 2010 vil et stort elkabel skabe elektrisk forbindelse mellem de to dele af landet.
Elkablet består af et søkabel i Storebælt og to landkabler - et på Fyn og et på Sjælland. Landkablerne forbindes til eltransmissionsnettet ved hjælp af to elektriske stationsanlæg. På Fyn sker det på en eksisterende station, mens der på Sjælland skal bygges en ny station.
Der er flere fordele for elforbrugerne ved en elforbindelse under Storebælt: Konkurrencen på elmarkedet bliver skærpet, og omkostningerne til at drive det danske elsystem falder. Alt andet lige vil det betyde lavere elpriser. Samtidig vil det kommende elkabel give en mere sikker elforsyning.